19. april 2023

Soldrevne el-både

Odense Aafart lancerer soldrevne el-både

Efter en større ombygning er Odense Aafart nu klar til at indvie to eldrevne turbåde. De to turbåde vil således fremover sejle lydløst med elmotorer drevet af solceller på taget.

Lydløs og idyllisk
Odense skal være CO2-neutral i 2030, og det støtter Odense Aafart op om. Gennem det sidste halve år er der blevet knoklet og arbejdet hårdt, for at turbådene blev klar inden sæsonstart, og det lykkedes lige på falderebet. Du har derfor nu muligheden for at opleve naturen og Odense Å på en helt ny måde næste gang, du sejler med.
Turen bliver mere idyllisk end nogensinde. Motorerne i de elektriske både er nemlig helt lydløse, og det er ikke blot en fantastisk oplevelse for gæsterne, men det skaber også en større ro for de omkringliggende naboer, og dem der færdes omkring Odense Å.

En spændende og lærerig proces 

Projektet ’Zero Emission’ startede tilbage i 2019, hvor Odense Aafart indledte processen med at undersøge mulighederne for at udfase brugen af diesel. Forskellige leverandører blev kontaktet og priser indhentet. Det viste sig dog at være en del dyrere og mere kompleks end først antaget.

I foråret 2022 tog projektet for alvor fart, da Odense Aafart gennem Destination Fyn blev optaget i rådgivningsforløbet Grøn Cirkulær Omstilling. Her blev de tilknyttet en rådgiver, der tidligere har været en del af projektet af den eldrevne færge Ellen.

Dette rådgivningsforløb gav Odense Aafart den fornødne viden og indsigt, og i efteråret 2022 blev den endelige beslutning taget, og udstyret blev bestilt.

Solceller og egenproduceret strøm

Gennem rådgivningsforløbet blev Odense Aafart præsenteret for muligheden for solceller på taget af elbådene. Dette er ikke set før i branchen, men var en helt unik mulighed for ikke blot at opnå ’Zero emission’ – både, der ikke udsender udstødningsgas eller andre forurenende stoffer fra den indbyggede strømkilde – men også at kunne egenproducere ca. 90 procent af strømmen til bådene.

”Det var en helt unik mulighed, og vi derfor valgte vi at gå all-in og investere, ikke blot i elmotorer, men også i solceller som placeres på taget af bådene” fortæller Eva Pasgaard Skytte, direktør i Odense Aafart.

Større investering end forventet

Projektet viste sig at være større og mere omfattende end forventet både i forhold til investeringens størrelse, ombygningens omfang, godkendelsesprocessen ved Søfartsstyrelsen og ikke mindst de nye solceller. Den samlede investering løber op i knap 2 mio. kr. inkl. rådgiver og godkendelser, og det må siges at være en meget stor investering for den relativt lille virksomhed.

Heldigvis oplevede Odense Aafart stor opbakning omkring den grønne transformation af den 141 gamle kulturarv og modtog støtte fra fondene Energi Fyn Fonden, Sydbank Fonden og Albani Fonden. Herudover er der givet tilskud fra puljerne SMV:Grøn og Grøn Cirkulær Omstilling. I alt har det været muligt at opnå støtte og funding til ca. 30% af den samlede investering.

Sæsonåbning hos Odense Aafart

D. 1. april starter sæsonen for massevis af oplevelser på Odense Å. Sæsonen står på idylliske ture med turbådene, hyggelige timer i vandcyklerne og kanoture til de eventyrlystne.
Der er også mulighed for at deltage i et hav af events fyldt af lækre smagninger, såsom romsmagning, vinsmagning og ølsmagning. Er man mere til lidt venindehygge? Så kunne en lækker Rosésmagning, et Cocktail Cruise eller en Ladies Night være en mulighed.
Hvert år kommer der forskellige musikere og giver en fantastisk optræden! Musik på Åen giver anledning til hyggelige timer på vandet med sine nærmeste, hvor man kan nyde en stille sommeraften med musik og drikkelse ombord.